Press

Børsen
18.09.2018

Ny dansk milliardfond har fundet første investering


Nordic Alpha Partners smider de første 54 mio. kr. af den milliardstore fond i industrivirksomheden Carheal. Målet er at lave en milliardforretning

Efter at have gransket mere end 100 små- og mellemstore Industrivirksomheder har den nye danske fond Nordic Alpha Partners besluttet sig for, at den nordjyske virksomhed Carheal skal være fondens første investering.

Sidste sommer slog fem forskellige senior erhvervsledere pjalterne sammen, og assisteret af profilerede erhvervsfolk som Christian Clausen, Ole Andersen og Jim Hagemann Snabe som rådgivere og privatinvestorer, etablerede de fonden Nordic Alpha Partners, der i dag har 945 mio. kr. på kistebunden. Fondens fokus adskiller sig fra landets andre venturefonde ved at investere i industrivirksomheder med et digitaliseringspotentiale.

“Carheal og Nordic Alpha Partners er et godt match. Vi ved, at der findes mange virksomheder som Carheal herhjemme og i de andre nordiske lande, som med den rette strategiske støtte og kapital, kan udnytte deres fulde potentiale, så de kan gå fra en millionomsætning til en milliardforretning.

Det er de virksomheder, vi gerne vil hjælpe,” udtaler Jacob Fuhr Hansen, investeringspartner i Nordic Alpha Partners.

I første omgang investeres 29 mio. kr. i Carheal, der skal anvendes til at tilpasse organisationen til at gå globalt, og samtidig bliver Nordic Alpha Partners operationel samarbejdspartner.

Samlet investeres i alt 54 mio. kr. i Carheal – de resterende 25 mio. kr. tilføres, lige så snart selskabet kommer til næste fase af den vækststrategi, Nordic Alpha Partners har forberedt.

Planen er et exit I 2017 havde Carheal en omsætning på 30,5 mio. kr., mens virksomheden forventes at øge omsætningen med 67 pct. Til 50 mio. kr. i 2018. Nordic Alpha Partners forventer, at væksten fortsætter, og at man på sigt kan gennemføre et exit.

Konkret producerer Carheal en teknologisk variant af sprøjtekabiner til omlakering af biler. “Carheal er et rigtigt godt eksempel på, at danske virksomheder med tilstrækkelig innovation og ambition, kan række ud efter en global førerposition i den industrielle revolution, som vi populært betegner industri 4.0, ” forklarer Jacob Fuhr Hansen og peger på, at der er et “enormt” marked for Carheals produkt, da der på verdensplan er ca. 1 mia. biler, hvoraf 40 pct. Har behov for kosmetiske reparationer.

Udover private indskud har Nordic Alpha Partners sin kapital fra ATP, Vækstfonden, Chr. Augustinus Fabrikker A/S samt pensionskasser. For at sætte fut i Carheals vækstrejse har Nordic Alpha Partners hevet Mads Prebensen, der bl.a. tidligere har været 10 år i Grundfos og 18 år i Danfoss, ind som ny adm. direktør.

Det betyder, at grundlæggeren Henrik Bro Christensen, som hidtil også har siddet som adm. direktør, i stedet skal fokusere på produktudvikling sammen med medstifter Daniel Zammit.

“Det har været en stor beslutning at gå fra at have 100 pct. kontrol over sin egen virksomhed til at skulle dele ejerskabet med en kapitalfond. Men Nordic Alpha Partners er lige så engagerede i at bidrage til virksomhedens succes, som vi selv er,” siger Henrik Bro Christensen.'


Af Emil Stig Pedersen, Børsen

Se selve artiklen her