Pressemeddelelser

19.09.2018
Pressemeddelelse

Ny fond klar til sin første millioninvestering i nordjysk produktionsvirksomhed

Nordic Alpha Partners investerer nu de første millioner af den milliard kroner store fond i en mindre nordjysk virksomhed. Virksomheden Carheal, der i dag har 19 ansatte med hovedkontor i Støvring, kan blive den næste store danske industrisucces i en af verdens største sektorer, bilindustrien.

Den 31. august underskrev Nordic Alpha Partners og den nordjyske virksomhed Carheal en samarbejds- og finansieringsaftale, der skal sikre, at Carheal inden for en kortere årrække vækster fra en millionomsætning til en milliardforretning.

Carheal er en revolutionerende genopfindelse af de traditionelle sprøjtekabiner, der bruges til omlakering af biler. Ved hjælp af intelligent brug af ny teknologi og IoT kan autoværksteder nu reparere kosmetiske skader på biler både billigere, hurtigere og mere miljøvenlig end med de traditionelle sprøjtekabiner på markedet.

Bag opfindelsen af Carheal står den danske virksomhed HBC system samt grundlæggeren af et af verdens største autoværksteder, Australske Daniel Zammit. HBC system der er grundlagt af Henrik Bro Christensen har mere end 15 års erfaring inden for autobranchen. HBC system indgår i handlen og bliver en vigtig brik i den samlede kunde løsning.

Det har taget fire år at udvikle Carheal, og resultatet taler for sig selv. Med Carheal kan autoværksteder nu udføre mindre reparationsopgaver 10 gange hurtigere og væsentligt billigere. Derudover udleder sprøjtekabinerne renere luft, end de tager ind, hvilket ifølge Carheal’s ejer og grundlægger, Henrik Bro Christensen, har været en vigtig del af visionen for at udvikle Carheal.

Jacob Fuhr Hansen, Investment Partner for Nordic Alpha Partners, ser Carheals opfindelse som en mulighed for at disrupte autolakeringsbranchen, der i dag stadig er meget lavautomatiseret. ”Carheal er et rigtigt godt eksempel på, at danske virksomheder med tilstrækkelig innovation og ambition, kan række ud efter en global førerposition i den industrielle revolution, som vi populært betegner Industri 4.0.”

Markedet er enormt, både her i Danmark og globalt. Flere og flere leaser deres biler og ved derfor også, at der er store omkostninger og ventetid forbundet med at skulle reparere skader, inden bilen skal afleveres tilbage. Carheal har allerede indgået aftale med en række store kunder rundt om i Europa, fx Carglass, BASF og Dent Wizard. På verdensplan er der mere end 1 milliard biler, og 40% af de biler, der kommer på værksted, har brug for kosmetiske reparationer.

Det er dog ikke kun den økonomiske og bæredygtige fordel ved Carheal, der gør løsningen særlig interessant. Endnu vigtigere er det, at Carheal er født ud fra tanken om at indsamle real time data via en IoT-løsning. Sammen med sprøjtekabinen kommer en såkaldt ”Black Box”, der styrer hele installationen og indsamler data på alt fra brugsinformationer til tekniske eller menneskelige fejlkilder. Dataindsamlingen sker i en cloudbaseret løsning, så de enkelte sprøjtekabiners performance kan sammenlignes på tværs, uanset hvor de er fysisk placerede. Det giver mulighed for at optimere og dokumentere processer på en måde, som aldrig ville kunne lade sig gøre med de traditionelle og manuelt styrede sprøjtekabiner, forklarer Henrik Bro Christensen.

Første skridt til at bringe den nye state-of-the-art sprøjteboksteknologi globalt har været at ansætte en CEO til at overtage den daglige drift og ledelse af virksomheden. Hertil er Mads Prebensen blevet håndplukket, da han har stor erfaring som CEO samt lande- og salgsdirektør fra en række internationale virksomheder, herunder 10 år i Grundfos og 18 år i Danfoss.

Ifølge Mads Prebensen bliver ”den store udfordring at udnytte det enorme potentiale, der er på verdensplan. Det kræver, at Carheal hurtigt kan skalere produktionen og distributionen af de mobile sprøjtekabiner. Og det er dét, Nordic Alpha Partners kan bidrage med.”

Troels Øberg, Operationel Partner i Nordic Alpha Partners og ansvarlig for at hjælpe Carheal med at maksimere værdiskabelsesrejsen, ser store fordele i, at Carheal allerede har international erfaring, og at produktet er standardiseret i form af moduler, hvilket gør det nemt at skalere produktionen og salget. "Vores rolle bliver at hjælpe med at sikre, at Carheal udnytter sin nuværende first mover position og helt unikke value proposition, til at blive markedsledende i en af verdens største industrier. Det handler ikke bare om at lave en strategi, men om bidrage med kompetencer og kapacitet til at strategien lykkes. Carheal har et unikt team af medarbejdere med produkt- og branchekendskab, men har behov for flere ressourcer og kompetencer for at kunne at skalere salg, produktion og distribution internationalt.”

Samarbejdet mellem Nordic Alpha Partners og Carheal handler altså om meget mere end finansiering. Henrik Bro Christensen udtrykker det således:

”Det har været en stor beslutning at gå fra at have 100% kontrol over sin egen virksomhed til at skulle dele ejerskabet med en kapitalfond. Nordic Alpha Partners er lige så engagerede i at bidrage til virksomhedens succes, som vi selv er. Vi ejer stadig majoriteten i vores virksomhed, men Nordic Alpha Partners stiller et team af operationelle specialister til vores rådighed, så vi på trods af vores lille størrelse får de nødvendige kompetencer og kapacitet til at implementere vores strategi globalt – stort set fra den ene dag til den anden. Det er som at skifte fra en cykel til en Formel 1-bil.”

Jakob Fuhr Hansen, supplerer med, at ”Carheal og Nordic Alpha Partners er et godt match. Vi ved, at der findes mange virksomheder som Carheal herhjemme og i de andre nordiske lande, som med den rette strategiske støtte og kapital, kan udnytte deres fulde potentiale, så de kan gå fra en millionomsætning til en milliardforretning. Det er de virksomheder, vi gerne vil hjælpe.”



Læs også artikel i Børsen



07.11.2017
Pressemeddelelse

Ny fond klar med lille milliard til danske vækstvirksomheder

Den nystartede venturefond Nordic Alpha Partners har rejst 873 mio. kroner, der skal investeres i små og mellemstore danske virksomheder. ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker A/S er med sammen med en række privatinvestorer.

Tre af Danmarks største og mest solide institutionelle investorer skyder 800 mio. kroner i den nystartede fond Nordic Alpha Partners. Hertil kommer yderligere 73 mio. kroner, som stammer fra en række private investorer. Tilsammen vil pengene skulle investeres i en række yngre danske fremstillingsvirksomheder, så de kan vokse sig til international succes og herigennem skabe nye arbejdspladser inden for fremtidens produktion, den såkaldte Industri 4.0 omstilling.

Det er ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker A/S, der skyder hovedparten af kapitalen i den nye fond, og vicedirektør Claus Wiinblad fra ATP forklarer hvorfor: ”Vi ser et attraktivt potentiale i Nordic Alpha Partners' strategi og ambition om at skabe vækst i små og mellemstore danske virksomheder gennem øget brug af digitalisering og øget globalisering. Herudover ligger NAP godt i forlængelse af vores generelle fokus på danske aktier.”

Christian Motzfeldt, adm. direktør for Vækstfonden, siger: ”Det er et stærkt hold af investorer og personer, som står bag Nordic Alpha Partners. Fonden er et godt supplement til Vækstfondens samlede investeringsstrategi og rammer et væsentligt markedsbehov.”

Claus Gregersen, adm. direktør for Chr. Augustinus Fabrikker A/S: ”Vi tror på at den rigtige langsigtede ejer tilfører værdi, ikke mindst for selskaber i det segment, hvor Nordic Alpha befinder sig. Vores investering i denne fond skal ses i sammenhæng med, at vi i det hele taget er optaget af at investere aktivt i dansk erhvervsliv.”

Ud over de tre store, institutionelle aktører tæller investorkredsen i Nordic Alpha Partners’ første fond også de fem partnere, der skal eksekvere investeringerne, som typisk vil udmønte sig i mindretalsejerskab kombineret med aktiv understøttelse af værdiskabelsen i virksomhederne. Hertil kommer fondens tilknyttede senior advisors (Ole Andersen, Christian Clausen og Jim Hagemann Snabe) samt yderligere private investorer. Heriblandt Enrico Krog Iversen, tidl. CEO i vækstvirksomheden Universal Robots, en af Danmarks absolut førende virksomheder inden for Industri 4.0 teknologi.

Ulrik Jørring, managing partner i Nordic Alpha Partners, siger: ”Vi er stolte over tilliden, der er udvist os. Vi glæder os til at finde og hjælpe danske vækstvirksomheder videre ud i verden med deres ideer og produkter.”

For yderligere information, kontakt: Ulrik Jørring, Nordic Alpha Partners / 40 80 48 74 / ulj@napartners.dk

Læs også artikel i Børsen



FAKTA

Nordic Alpha Partners

• Ny-etableret dansk venturefond
• Vil typisk investere i virksomheder, der er etableret lokalt eller regionalt og har en omsætning på DKK 20 – 150 mio., og har digitaliserings- og/eller globaliseringspotentiale
• Investerer i industrivirksomheder med potentiale for industri 4.0 transformation eller virksomheder, som muliggør sådan transformation, f.eks. robot- og automatiseringsvirksomheder
• Dette marked har traditionelt være underserviceret sammenlignet med ICT og Life Science
• Primært geografisk fokus er Danmark
• Meget høj operationel involvering i form af både operationelle partnere, som er i tæt sparring med selskabernes ledelse og såkaldte «SWAT» team personer, der ansættes i virksomhederne for at tilføre bestemte kompetencer (ofte på interim basis) og facilitere den ønskede værdiskabelse
• Investorer i fonden (Limited Partners) er en kombination af danske institutionelle og private investorer
• Partnergruppens ambition er senere at rejse yderligere større fonde med samme fokus og samme værdiskabelsesmodel, men med bredere geografisk mandat
• Nordic Alpha Partners’ første fond forventer i sin levetid at investere i cirka 20 selskaber
• Den første fonds levetid er 10 år


Investorer

ATP
Vækstfonden
Chr. Augustinus Fabrikker A/S
Enrico Krog Iversen, tidligere CEO i Universal Robots
Samt øvrige ikke offentliggjorte privatpersoner.


Partnergruppen

• Jakob Fuhr Hansen, tidligere partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture • Rasmus Lund, tidligere partner i advokatfirmaet Delacour, hvor han rådgav danske vækstvirksomheder
• Troels Øberg, tidligere erfaring med at skabe værdi i industrivirksomheder, senest som Managing Director hos den kapitalfondsejede Scandinavian Business Seating A/S.
• Ulrik Jørring, managing partner. Tidligere managing partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture
• Samt en yderligere partner, hvis navn ikke kan oplyses endnu pga. andre forpligtelser.


Senior advisor-gruppe
• Christian Clausen, bl.a. tidl. koncernchef i Nordea AB, bestyrelsesformand i Blackrock Nordics, bestyrelsesmedlem BW Maritime Group og Sampo samt senior advisor Bain Capital
• Jim Hagemann Snabe, bl.a. tidl. Co-CEO i SAP. Bestyrelsesformand i A.P Møller - Mærsk samt kommende bestyrelsesformand i Siemens AG
• Ole Andersen, bl.a. bestyrelsesformand i Danske Bank, Chr. Hansen og Bang & Olufsen
- som alle også selv investerer i fonden

.

.

04.07.2017
Pressemeddelelse

Nyetableret fond vil udvikle danske industriselskaber

En række erfarne investorer og erhvervsfolk står bag den nye fond Nordic Alpha Partners. Industri 4.0-transformation bliver nøglen, der skal hjælpe yngre danske fremstillingsvirksomheder frem til international succes.

5 partnere med dokumenteret evne til at forstå og skabe vækst i små og mellemstore virksomheder står bag Nordic Alpha Partners, der er en ny fond med en for Danmark unik tilgang til det aktive fondsejerskab.

I fokus er yngre fremstillingsvirksomheder med potentiale til at udvikle sig til globale vindere ved at udnytte omstillingen til fremtidens produktion – Industri 4.0.

Partnerkredsen har både indgående kendskab til ventureinvestering, ledelse af kapitalfondsejede selskaber, international forretningsudvikling og indgående kendskab til juridisk rådgivning af vækstvirksomheder. To af partnerne kommer direkte fra direktørposter i kapitalfondsejede industrivirksomheder, og deres fokus vil være at understøtte vækst og værdiskabelse i fondens selskaber. Både i tæt samarbejde med ledelsen og ved løbende at inddrage eksterne eksperter i selskaberne.

- Det er et unikt partnerteam, og det er sammensat med henblik på at kunne indgå i et dybt samarbejde med de virksomheder, vi investerer i. Nordic Alpha Partners går et skridt videre end, hvad der er almindeligt i den danske venturebranche og tilbyder et tæt parløb med de virksomheder, vi investerer i og som skal hjælpes fra nærmarkedet til det globale marked, siger Ulrik Jørring, der er Managing Partner i den nye fond, og tidligere som Managing Partner i Vækstfondens afdeling, VF Venture, selv stod bag investeringen i Universal Robots. På få år blev den lille virksomhed til en international succes og solgt til en amerikansk gigant for 2 milliarder kroner.

Overalt i verden og i Danmark står industrier over for en transformation i takt med at stadig øget brug af automatisering og digitale løsninger afgørende ændrer måden, produkter fremstilles på. For få måneder siden offentliggjorde innovationsfonden en analyse, som viste, at Danmark har et stort potentiale for skabe nye danske jobs, samt øget milliard indtjening hos virksomheder, hvis virksomhederne bliver bedre til at gribe de nye muligheder.

Konsulenthuset Mckinsey, har bistået den nye fond og Managing Partner Kim Baroudy udtaler i forbindelse med annonceringen af fonden: ”Nordic Alpha Partners fokus på Industri 4.0 har et enormt potentiale for de industrivirksomheder, der tør omfavne den teknologiske transformation. Mckinsey har for nylig estimeret, at op mod 40% af alle nuværende arbejdsopgaver kan automatiseres alene med brug af digitalisering og robotteknologi”.

Nordic Alpha Partners vil både investere i selskaber med teknologi, der understøtter fremtidens industri (f.eks. robot-teknologi, automatisering, sensorteknologi mv.) og i selskaber, der forstår at udnytte den nye teknologi til at producere og markedsføre deres produkter bedre end konkurrenterne.

Fonden har tilknyttet 3 senior advisors, Christian Clausen, Jim Hagemann Snabe og Ole Andersen, der selv er investorer i fonden og løbende rådgiver de 5 partnere i fonden. Vi er meget glade for og stolte over, at de tre rådgivere, der alle har en nøglerolle i omstillingen af dansk erhvervsliv, deler vores visioner for fonden. Deres deltagelse understreger vigtigheden af den agenda, Nordic Alpha Parnters har, siger Ulrik Jørring.

Ulrik Jørring uddyber: De tre senior advisors har ønsket at deltage, fordi fonden tilfører både den kapital og de operationelle kompetencer inden for eksekvering, digitalisering og ny teknologi, som har manglet hos små og mellemstore industrivirksomheder, og på den måde er fondens timing perfekt i forhold erhvervslivets ønske og regeringens ambitioner om at give industrisegmentet en digital vitaminindsprøjtning til gavn for vækst og velstand i Danmark.

Nordic Alpha Partners fører pt drøftelser med en række danske institutionelle investorer, der har vist interesse for at investere i fonden, og fonden forventer at være etableret og i fuld drift i løbet af efteråret.