Kapitalfond bag aggressiv strategiplan for ung dansk elbil-ladeoperatør
Det unge, danske software- og ladeoperatørselskab Spirii har rejst 70 mio. kr. i sin tredje investeringsrunde med Nordic Alpha Partners som ledende investor. Nu skal ambitiøs vækstplan accelereres i Danmark og Europa.
Af Ole Andersen, KapitalWatch
Med en historik på blot halvandet år tager stifterne af den danske softwareudvikler og ladeoperatør Spirii et kæmpe skridt mod at udbrede sit forretningskoncept med en tårnhøj ambition om at blive en af af de førende teknologileverandører af ladeinfrastruktur til elbiler.
Strategien skal nu accelereres, efter at Spirii netop har gennemført sin tredje investeringsrunde og sikret sig 70 mio. kr.
Kapitalen kommer primært fra kapitalfonden Nordic Alpha Partners som ledende investor i selskabet sammen med det østjyske energiselskab Aura Energi.
“Det er helt usædvanligt, at vi som kapitalfond går ind i et selskab med en historik, der kun rækker seks kvartaler tilbage”
Rasmus Lund, PARTNER, NORDIC ALPHA PARTNERS.
Eon-udbrydere
Spirii blev stiftet i efteråret 2019 af Tore Harritshøj og Torben Fog. De er begge udbrydere fra en af Europas største private energi-koncerner, tyske Eon, hvor de var hhv. adm. direktør og eMobility-chef i den danske del af koncernen. Begge med en plan om at skabe fuldkommen konkurrence i markedet for elbil-opladning med Spirii som et modsvar til de dominerende kræfter, der hersker på lademarkedet.
“Visionen med Sprii var fra dag et at frigøre lademarkedet og åbne op for, at flere aktører uanset branche kan tage del i elektrificeringen af transporten. En af vor tids største transformationer. Det vi har skabt på kun 1,5 år og det, vi muliggør med vores full-service opladningsplatform, har vist sig at være langt mere efterspurgt, end vi turde håbe på. Vi ser ind i et paradigmeskifte på lademarkedet.”
“Det skifte vil vi drive. Med Nordic Alpha Partners ombord står vi stærkere end nogensinde før,” siger Tore Harritshøj, CEO i Spirii, og som adm. direktør i Eon Danmark stod bag energikoncernens indtog i det danske lademarked.
Partnerkoncept
Selskabets forretningsmodel bygger på et partnerkoncept, der gør det muligt for energiselskaber og andre større aktører at tilbyde opladning til privatkunder, virksomheder og til elbilister i det offentlige rum.
Spirii har i sin korte levetid etableret mere end 370 offentlige ladepunkter herhjemme, men har en omfattende backlog via de partnerskaber, som de har sikret og forventer at tredoble antal kunder og omsætning alene i indeværende år.
Operatørpartnere tæller i dag bl.a. FDM, energiselskaberne Aura og Ewii, udviklingsselskabet By og Havn og andre, heriblandt Sustain Solutions, der administrerer PKA’s grønne energifond.
Sustain vil tage stor luns af lademarkedet
Sustain Solutions forventer alene at etablere over 10.000 offentlige ladestandere i Danmark i samarbejde med Spirii indenfor de næste fem år. Ydermere har Spirii i første kvartal vundet det første tyske energiselskab og forventer allerede i år at øge sin europæiske ekspansion markant.
“Med investeringen fra Nordic Alpha Partners og Aura vil vi nu vise, at vi ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa kan blive den ledende platform for ladeinfrastruktur, og at vi gennem vores partnerkoncept kan sikre den nødvendige udbygning af det offentlige og semi-offentlige ladenetværk,” siger Tore Harritshøj.
“Med investeringen fra Nordic Alpha Partners og Aura vil vi nu vise, at vi ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa kan blive den ledende platform for ladeinfrastruktur”
TORE HARRITSHØJ, CO-STIFTER OG CEO, SPIRII.
Nordic Alpha Partners, der i slutningen af 2017 rejste knap en mia. kr. med ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker som primære investorer, blev skabt på en strategi om at investere i hardtech-virksomheder. Porteføljen tæller i dag 10 virksomheder.
Nordic Alpha Partners
I november 2017 rejste Nordic Alpha Partners 945 mio. kroner med ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker A/S som primære investorer.
Ud over de tre store, institutionelle aktører tæller investorkredsen i Nordic Alpha Partners’ første fond også fem partnere, der skal eksekvere investeringerne, som typisk udmønter sig i mindretalsejerskab kombineret med aktiv understøttelse af værdiskabelsen i virksomhederne.
Hertil kommer fondens tilknyttede senior advisors Christian Clausen (Nordea m.m.), Jim Hagemann Snabe (bestyrelsesformand i A.P. Møller – Mærsk samt Siemens) og nu afdøde Ole Andersen (Dansk Bank m.m.) samt yderligere private investorer. Heriblandt Enrico Krog Iversen, tidl. CEO i Universal Robots m.m.
Kilde: Nordic Alpha Partners
Spirii
-
Spirii er en dansk eMobility softwareplatform og ladeoperatør med rødder i bl.a. Eon, Clever, Tesla og Green Mobility.
-
Selskabet blev stiftet i efteråret 2019 af Tore Harritshøj og Torben Fog.
-
Ejerkredsen består af Tore Harritshøj, Torben Fog, Aura Energi og Nordic Alpha Partners.
-
Spiriis “Connected By” løsning er en full-service platformsløsning med hardware integration og styring, installation, opladning og betaling.
-
Selskabet har sammen med partnere etableret over 370 offentlige ladepunkter og udvider løbende deres offentlige netværk.
-
Spirii sælger også turn-key løsninger til virksomheder, boligforeninger, kommuner og regioner.
-
Spiriis app “Spirii Go” tilbyder opladning og roaming i hele Europa.
Kilde: Spirii
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!