Brintselskab klar til at vælte verden

Brintvirksomheden Greenhydrogen er klar til at skalere voldsomt op efter en stor kapitaltilførsel fra investoren Nordic Alpha Partners.

af  Peter B. Rasmussen, Børsen

Ambitionerne er tårnhøje hos Kolding-virksomheden Greenhydrogen, der udvikler elektrolyseanlæg til brintproduktion. Selskabet har netop fået tilført et større tocifret millionbeløb fra fonden Nordic Alpha Partners, der investerer i potentielle vækstvirksomheder.

Nordic Alpha Partners vil ikke oplyse det eksakte beløb, der er betalt, men er efter kapitalindsprøjtningen blevet ejer af 38 pct. af virksomheden.

“Vi skal bruge kapitalen til at komme ud på det globale marked. Vi skal accelerere kommercialiseringen, og vi skal ansætte specialister, eksperter, og vi skal flytte for at kunne producere vores anlæg,” siger Greenhydrogens adm. direktør, Niels-Arne Baden.

Virksomheden har et patentbeskyttet koncept, hvor elektrolysen er over gennemsnitligt effektiv, og elektrolyseapparaterne kan fremstilles til en konkurrencedygtig pris, forklarer han.

Nu skal der for alvor skaleres op, og den nuværende teknologi er velegnet til at få et markant større volumen end hidtil. Anlæggene er modulopbyggede og kan opbygges til meget store enheder.

Anlæggene fra Greenhydrogen har i dag en kapacitet, der kan holde 36 brintbusser kørende i fuld daglig drift i et år.

“Over de næste tre til fire år forventer vi at udvide kapaciteten, så de anlæg, vi leverer årligt, kan holde 4500 brintbusser kørende i fuld daglig drift i et år,” fortæller Baden og tilføjer:

“Vores anlæg kan bruges til brændstofproduktion, energilagring, tankstationer eller andet. Vores anlæg passer til det,” siger Niels-Arne Baden.

Han glæder sig over regeringens ambitiøse klimamål, der kommer efter nogle år uden en stringent retning inden for brintområdet, hvor Danmark tidligere har været førende.

Han betegner timingen for investeringen som ideel i forhold til de muligheder, der ventes at komme i Nordsøen inden for havvind, der bl.a. er godt hjulpet af en efterhånden meget konkurrencedygtig pris på grøn strøm. Det er en tendens, der uden tvivl er til gavn for hans virksomhed og branchen som helhed, betoner han.

“For halvandet år siden var der ingen, der talte om brint. Det er ændret fuldstændigt nu,” siger Niels-Arne Baden.

På investorsiden er der også tilfredshed med investeringen.

“Nordic Alpha Partners leder efter danske produktionsvirksomheder med superiøre produkter, der er relevante på en global skala. Greenhydrogen har allerede et produkt, der på verdensplan har den højeste virkningsgrad. De har i dag et produkt, der er ægte kommercielt relevant,” siger Jakob Fuhr Hansen, der er den ene af de to ansvarlige partnere fra Nordic Alpha Partners, som arbejder med Greenhydrogen.

Det er investorernes plan at medvirke til at skabe en milliardvirksomhed – måske allerede inden for de næste fem til syv år. Fondens målsætning er at komme ud af investeringen efter fem til syv år.

“Vi ser ind i en relativ ung branche, men en branche, der er i kraftig udvikling, og hvor de segmenter, der benytter sig af elektrolyse, udvikler sig markant hele tiden. Vi havde regnet med, at forretninger inden for lagring af vedvarende energi ville være kommet lidt senere, men vi kan se at det udvikler sig eksplosivt,” siger Jakob Fuhr Hansen.

Se også artiklen fra Børsen

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *